Bookmark and Share     English   

Referat - Bestyrelsesmøde - 7 Maj 2012

Referat fra Bestyrelsesmøde 2012/2013-2, mandag den 7. maj 2012 kl. 19.30
Alle medlemmer og havnefogeden mødte. Under dagsordenens punkt 5 deltog endvidere Helge Blom Andersen.
1. Referat fra sidste møde.
Det tidligere besluttede møde med Kajakklubben finder sted mandag den 14. maj. For Havnen deltager Hans, Helle og Kaj. Hans har haft drøftelse med Sejlklubben om oprydning efter optimistjolle aktiviteterne.
2. Budget og regnskab.
Intet væsentligt at bemærke.
3. Pladssalg.
Interessen for leje af de største pladser er beskeden, medens der er ret stor interesse for leje af mellemstore pladser.
4. Anlæg.
Kaj orienterede om vanskeligheder med at få de planlagte arbejder gennemført på grund af egne fysiske skavanker og træghed hos nogle af de medlemmer, der har skrevet sig på listen til frivilligt arbejde. Det kunne dog samtidig konstateres, at de aktive medlemmer har lagt et meget væsentligt antal timer som bistand til aktiviteter, forestået af henholdsvis Kaj og Poul.
Afviserværk ved bunkerbro er udført nord for broen, medens udførelsen syd for broen beror på løsning af problemer med pælene.
Poul og Hans ser på de praktiske muligheder for at imødekomme det foreliggende ønske om etablering af badebro fra bro 6.
Problemer med fjernelse af værktøj fra ”værkstedshuset” søges løst ved, at Poul omstiller låsen, og der kun udleveres nøgle til relevante personer.
Tilladelsen til etablering af brændstofanlæg foreligger endnu ikke. Når den foreligger, undersøges om en brændstofleverandør er interesseret i at etablere og drive anlægget.
5. Afvandingsledning med udløb til inderhavnen.
Helge orienterede om kommunens planer om ændring af kloakeringen af en del af Faldsled, der blev fremlagt og drøftet på Vandværkets generalforsamling, samt om et alternativt forslag, som en nedsat arbejdsgruppe har fremsendt til kommunen.
 Forslaget forudsætter etablering af en ny afvandingsledning fra Assensvej via ”Kærlighedsstien” og havnens sydlige del til et underjordisk regnvandsbassin indenfor landfæstet til ”optimistbroen”. Herfra føres en ledning til bugten ved det sydvestlige hjørne af molen langs bro 5. De nuværende udløb til inderhavnen og havnen mellem bro 4 og 6 afskæres til den nye ledning.
Da havnen har en klar interesse i dette forslag, blandt andet for at undgå risikoen for forurening af havnen fra de nuværende udløb, besluttedes det at meddele kommunen, at havnen kan støtte arbejdsgruppens forslag.
6. Eventuelt.
Spørgsmålet om hjertestarter på havnen drøftes på næste bestyrelsesmøde.
Fest for den frivillige arbejdskraft afholdes fredag den 15. juni kl. 18. Poul, Kaj og Ernst sørger for invitation af relevante personer.
Næste bestyrelsesmøde afholdes mandag den 18. juni kl. 19.30 hos Hans.

        Ref. Bent Andersen.

Faldsled havn  | faldsled.havn@gmail.com